ARTIKEL
Overvejer du større bryster? Du er ikke alene!
Der er et stigende ønske blandt danske kvinder om at få foretaget en brystoperation, viser en ny undersøgelse, vi for nylig har foretaget. I undersøgelsen, der har spurgt ind til 1.000 danske kvinders overvejelser i forhold til brystoperationer, fremgår det, at 16 % i alderen 18 til 69 år overvejer at få opereret bryster. Det er mere end hver sjette kvinde, og er en markant stigning i forhold til en undersøgelse, der blev foretaget sidste år.
Sundhedsdatastyrelsen har gennem de seneste år berettet om rekordmange kvinder, der får foretaget brystoperationer, men selvom der har været tale om en stigende tendens gennem længere tid, er tallene overraskende for Louise Vennegaard Mielke, der er specialeansvarlig i plastikkirurgi på vores klinik i Søborg:
“De seneste år har vi oplevet en støt stigning i antallet af brystoperationer, men tallene overrasker mig alligevel lidt”, siger hun. “Plastikkirurgi er blevet mere alment accepteret blandt danskerne, og vores ønsker har også ændret sig gennem årene. En tendens, vi ser, er en øget efterspørgsel efter et mere naturligt udseende – fx med brystforstørrende operationer uden implantater, hvor vi i stedet bruger kvindens eget fedt fra lår eller lænd. Det er den kategori, hvor vi har oplevet den største stigning på hele 58 % siden 2015.”
Forskelligt syn på brystoperationer hos yngre og ældre kvinder
Undersøgelsen viser ligeledes, at de kvinder, der overvejer, eller har fået foretaget en brystoperation, ser det som en måde at øge selvtilliden, og generelt at føle en større tilfredshed med sig selv og sin krop. Den egentlige forskel på kvinders motivationer til at få foretaget en brystoperation, ses når man kigger nærmere på de forskellige aldersgrupper – særligt de yngre og ældre kvinder. For aldersgruppen 18-34 år handler det hovedsageligt om ydre tiltrækning, mens det for de 35-69-årige primært er et spørgsmål om aldersmæssige forandringer, helbredsmæssige gener (fx rygsmerter) eller ændringer i kroppen efter graviditet.
Ligeledes er der en væsentlig forskel på, hvorvidt yngre og ældre kvinder opfatter det, at få foretaget en brystoperation som tabubelagt. I undersøgelsen svarede 27 % af de 18-34-årige, at de opfattede brystoperationer som tabu. Blandt de 35-49-årige er det 18,5 % og hos de 50-69-årige var svaret 12 %.
“Alder er i dag kun et tal, og når vi kigger os selv i spejlet, vil vi gerne se ud på samme måde, som vi føler os indeni“, forklarer Louise Vennegaard Mielke. “Vi oplever, at mange i den lidt ældre aldersgruppe ønsker at gøre noget ekstra for dem selv. Børnene er flyttet hjemmefra, og man har nu tid og overskud til sig selv.”
Større social accept af brystoperationer
En anden tendens, undersøgelsen tydeligt viser, er at det er blevet mere socialt acceptabelt blandt danske kvinder at få lavet brystoperationer end tidligere, hvilket 65 % af de adspurgte giver udtryk for. Ligeledes påpeger 9 ud af 10 af kvinderne i undersøgelsen, at en brystoperation er en individuel beslutning, mens hver anden af de adspurgte kvinder mener, at det kan give den enkelte mere selvtillid. Den betragtning er Louise Vennegaard Mielke enig i, men samtidig understreger hun også vigtigheden i at få grundig rådgivning inden man tager sin endelige beslutning:
“For mange kvinder kan en brystoperation være vejen til et bedre selvværd, men det er vigtigt, at man overvejer sin beslutning nøje”, forklarer hun. “Derfor starter vi altid med en grundig forundersøgelse, hvor der er tid til at tale beslutningen igennem, så kvinden er velinformeret og har fået god og professionel vejledning og forventningsafstemning.”
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget blandt 1.000 danske kvinder i aldersgruppen 18-69 år, der er vægtet repræsentativt på alder og region. Data er indsamlet i perioden den 17/6 - 21/6 2020 som en online dataindsamling via Norstat, der er en af de største analyseinstitutter i Norden.