ARTIKEL
Aleris' plastikkirurg Louise Vennegaard Mielke forsker i forebyggelse af kapseldannelse
Speciallæge i plastikkirurgi Louise Vennegaard Mielke har gennem de sidste 4 år forsket i forebyggelse af kapseldannelse ved brystimplantater.
Kapseldannelse er en potentiel risiko ved brystforstørrelse med brystimplantater. Kroppen opfatter implantatet som et fremmedlegeme, og derfor udvikler der sig som en naturlig reaktion en ganske tynd kapsel omkring brystimplantatet, som ikke betyder noget. Som tiden går, kan denne kapsel hos nogle kvinder dog blive tykkere og tykkere.
”Kapseldannelse er i sig selv ikke farligt, men kapslen kan genere, så brystet ser forkert ud, og det kan også gøre ondt. Derfor er det interessant og vigtigt for mig at forske i, om vi kan forebygge kapseldannelse”, fortæller Louise Vennegaard Mielke.
Det første studie af sin art
Studiet er den eneste af sin art i verden, hvor patienterne følges i 3 år efter operationen. Der er tale om et randomiseret forskningsprojektet, der omfatter 150 af Aleris' patienter, som fik foretaget brystforstørrende operation i perioden 2016 - 2018. I forbindelse med operationen fik halvdelen af patienterne indsat implantater, som lige inden var skyllet i antibiotika og den anden halvdel implantater uden denne ekstra foranstaltning. Tesen er, at skylning med antibiotika vil kunne nedsætte hyppigheden af kapseldannelse, som dog generelt er lav hos kosmetiske brystforstørrelser.
Efterfølgende følges patienterne i 3 år med en afsluttende MR-scanning for at kontrollere, om der er udviklet kapseldannelse.
Resultater foreligger allerede i 2021
”De første patienter er ved at være afsluttede, men de endelige resultater forventes først offentliggjort i 2021”, siger Louise Vennegaard Mielke, der endnu ikke kan løfte sløret for de fund, som indtil nu er gjort.Læs mere om brystforstørrelse med implantat her.
Projektet er støttet af Aleris' interne forskningsfond, som hvert år uddeler SEK 2,5 mio. kroner til forskning.