FORLØBET

Tiden efter en næseoperation

Her kan du finde svar på, hvad kan du forvente dig i tiden efter en næseoperation. Hvad må du hvornår?


Smerter

Du kan evt. have behov for smertestillende håndkøbsmedicin.


Misfarvning og hævelse

Der kommer noget misfarvning omkring øjnene og på kinderne. Det er mest udtalt de første dage efter operationen. Misfarvningerne forsvinder i løbet af den første uges tid.

Du skal forvente, at der vil være en del hævelse af området, og det kan vare i et par uger. Mindre hævelse, som oftest omkring næsetippen, kan fortsætte i flere måneder, men generelt er dette ikke synligt for andre.


Bandage

Ofte har du en lille trekantet bandage på næsen i 1 uge.


Næsepudsning

Du må ikke pudse næse i den første uge, men du må gerne snuse saltvand til rensning af næsen.


Bad

Du kan gå i bad, når du har lyst, men undlad at bruse direkte på forbindingen, da denne ikke bør blive våd.


Daglige gøremål

De første par dage efter operationen, bør du indskrænke dine aktiviteter og sove med hovedet højt. Du må ikke bukke dig forover, løfte tunge ting eller udføre sport de første par uger. Dette hjælper med til at mindske hævelsen og reducerer risikoen for mindre blødninger. De fleste normale aktiviteter inkl. motion kan du sædvanligvis genoptage efter 3 uger. Undgå aktiviteter hvor du risikerer slag eller stød mod næsen de første 6 uger efter operationen.


Briller

Hvis dit næseben er blevet ændret, varer det et par uger, før du kan bære briller uden speciel støtte fra fx tape.


Make-up

Få dage efter operationen kan du begynde at bruge make-up og dækkecreme igen, hvis du ønsker det.


Sollys

Der bør gå et par måneder, før du udsætter din opererede næse for direkte sollys. Din næse er følsom i denne periode, og du bør være bevidst om at bruge solcreme for at beskytte din hud.


Arbejde og sygemelding

Du skal regne med at være sygemeldt i 1 - 2 uger.


Opfølgning

Du skal komme til flere opfølgninger efter operationen.Det er vigtigt at du kommer til disse.