FORLØBET
Næseoperation- På operationsdagen
Det giver tryghed at vide, hvad der skal ske på operationsdagen. Vi gennemgår det til forundersøgelsen, men du kan også læse om det her.
Operation
Operationen varer ca. 2 timer.
Du bliver bedøvet ved, at der lægges en kanyle (plast) ind i håndryggen, hvor bedøvelsesmidlet sprøjtes ind.
Operationsmetoden afhænger af, hvad der skal laves. I de fleste tilfælde lægges snittene indvendigt inde i næseborene, så der ikke bliver synlige ar bagefter. Alternativt bliver de skjult i de naturlige folder, hvor næseborene møder kinden (en såkaldt "lukket næseplastik") eller der lægges et Vformet snit i næseskillevæggen, der adskiller næseborene. Sidstnævnte indgreb kaldes for en "åben næseplastik".
Der bliver lagt lokalbedøvelse i sårene ved operationens afslutning.
Afhængig af hvad der skal laves ved operationen, kan en skinne af metal eller plastik blive placeret på næseryggen med det formål at holde vævet på plads, indtil det har stabiliseret sig. Det drejer sig typisk om ca. 8 dage.
Det første døgn efter operationen er der enten lagt en tampon i næseborene eller en silikoneplade. Tamponen fjerner vi den følgende morgen, inden du bliver udskrevet, mens silikonepladen først bliver fjernet, når du kommer til opfølgende besøg efter 1 - 2 uger.
Efter operationen
Efter operationen taler du med speciallægen og sygeplejersken, som informerer om planen og forholdsregler i tiden efter operationen.
Blødning
Der kan komme lidt blødning efter operationen. Det kan sive ud af det ene næsebor, eller du kan smage blod fra svælget i munden. Dette kan du stoppe ved at spise knust is.
Smerter
Når bedøvelsen er væk, kan det "dunke" noget i næsen. Vi anbefaler, at du tager smertestillende håndkøbsmedicin med faste intervaller herfor. Det vil være lindrende at sove med hovedet eleveret (let løftet).