FORLØBET
Mulige bivirkninger og komplikationer ved en brystforstørrelse
Selv om risikoen er meget lille, kan der opstå komplikationer ved brystforstørrelse med implantater. Se oversigt over mulige bivirkninger og komplikationer nedenfor.
Asymmetri
Mange kvinder har fra naturens hånd asymmetriske bryster. Ved en brystforstørrende operation kan man i nogle tilfælde reducere denne asymmetri, mens asymmetrien i andre tilfælde forbliver uændret. Selv uden forudgående asymmetri er der en lille risiko for et uens resultat. Det er dog sjældent, at en sådan opstået asymmetri kræver korrektion.
Ar
Der kommer altid ar efter brystforstørrende operation. Jo større og jo fastere implantaterne er, jo længere er arrene. Gennemsnitligt er arrene ca. 5 cm lange. Arrene efter operationen vil typisk være røde og hævede, men det fortager sig i løbet af 6-12 måneder. Arrene vil med tiden ofte blive smalle og lyse, men hos enkelte kan arrene blive brede og mørkt pigmenterede.
Følsomhed af brystvorten
Følsomheden af brystvorterne bliver oftest påvirket i forbindelse med en brystforstørrende operation.
De fleste oplever en midlertidig nedsat følsomhed af brystvorterne, som efter et par uger kan give en forbigående irritation af brystvorterne, indtil den normale følsomhed vender tilbage. Kvinder, som har en udtalt seksuel følsomhed, skal forvente, at denne permanent kan blive forringet i forbindelse med en brystforstørrende operation.
Enkelte oplever permanente føleforstyrrelser af brystvorterne eller huden tæt omkring arret. Jo større implantaterne er, jo større er risikoen for permanent nerveskade og dermed permanente føleforstyrrelser. Der findes ingen behandling af følelsesløshed.
Amning
Teknisk set vil du kunne amme efter en brystforstørrende operation, men hvis du i forbindelse med operationen har mistet følsomheden af brystvorterne, kan dette umuliggøre at amme.
Følelige brystimplantater
Afhængig af den anvendte teknik og hvor meget brystkirtelvæv du havde i forvejen, vil brystimplantater være mere eller mindre følelige. Er du meget slank, skal du være opmærksom på, at du eventuelt kan ane protesens kant der, hvor det overliggende væv er tyndest.
Efterblødning
I sjældne tilfælde (under 1%) kan der efter operationen opstå en blødning. Dette kan kræve en ny operation, hvor implantatet fjernes midlertidigt, og man sikrer sig, at blødningen stoppes. Herefter lægges implantatet ind igen. Efterblødning giver ofte misfarvning i ugerne efter, men ødelægger ikke det blivende resultat. Alle omkostninger i denne forbindelse dækkes af os.
Infektion
Ved al kirurgi kan der opstå infektion, og selv om dette er sjældent i forbindelse med brystforstørrende kirurgi (under 1%), kan det dog forekomme. Det kræver behandling med antibiotika og det kan blive nødvendigt at fjerne implantaterne. Efter min. 3 måneder, kan man indoperere nye implantater.
Tegn på infektion er rødme, varme, hævelse, dunkende smerter, almen påvirkning og evt. feber.
Kapseldannelse
Kroppen opfatter altid implantater som fremmedlegemer og forsøger at afgrænse dem med bindevæv. Dette kan hos nogle få patienter (5 - 7%) føre til et fænomen, som man kalder kapseldannelse, hvor brysterne føles hårde, og det kosmetiske resultat forringes. Man kender ikke årsagen til, at nogle kvinder udvikler denne kapseldannelse og har ikke mulighed for at forebygge tilstanden. Skulle tilstanden opstå, kan den behandles, men det vil være nødvendigt med en ny operation.
Bristede implantater
Silikoneimplantater er i dag mekanisk så stærke, at almindelig slitage ikke indebærer risiko for bristning. Undtagelserne er:
- Hvis der er produktionsfejl
- Hvis der er sket skade på implantaterne under implantationen
- Hvis der er opstået kapseldannelse, så implantaterne folder inde i deres hulrum
En MR-scanning vil ofte kunne afgøre, om et implantat er bristet. Hvis det konstateres, at et eller begge implantater er bristet, anbefales det at få implantaterne fornyet eller fjernet. Der er foretaget megen forskning i kroppens reaktion på silikone, og på nuværende tidspunkt har man ikke kunnet påvise nogle varige mén som følge af bristede silikoneimplantater.
Hævede lymfekirtler - ALCL
Hævede lymfekirtler Der er for nylig fundet en mulig sammenhæng mellem brystimplantater og en meget sjælden form for non-Hodgkin lymfom kaldet BIA-ALCL. Risikoen er ekstrem lille, men du skal henvende dig, hvis du oplever hævelse omkring brystimplantaterne, hævede lymfeknuder eller andet, som ikke kan relateres til det forventelige forløb efter operationen.
Mammografi og ultralydsscanning med brystimplantat
Efter en brystforstørrende operation kan det være vanskeligere at udføre mammografi, idet implantaterne skygger på røntgenbilledet.
Det er derfor vigtigt at du gør opmærksom på, at du har implantater, så radiografen kan tage hensyn til dette. Det har særlig betydning ved screening for brystkræft og især hvis protesen er placeret ovenpå brystmusklen.
I de fleste tilfælde vil det være nødvendigt at supplere med en ultralydsscanning eller en MR-scanning.
Læs mere om klinisk mammografi-undersøgelse
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet pjecen "Risici ved at få indsat brystimplantat" til kvinder, der overvejer brystforstørrende operation.