FORLØBET
Brystforstørrelse med implantater- På operationsdagen
Det giver tryghed at vide, hvad der skal ske på operationsdagen. Vi gennemgår det til forundersøgelsen, men du kan også læse om det her.
På operationsdagen
På Aleris følger vi helt specifikke udskrivelseskriterier, hvilket betyder, at du bliver udskrevet, når du opfylder disse kriterier. Oftest kan du blive udskrevet 3 - 4 timer efter operationen.
Operation
Operationen foregår i fuld bedøvelse og varer ca. 1 - 1½ time.
Selve fremgangsmåden afhænger af den valgte teknik, som beskrevet tidligere.
Der er normalt kun ganske lidt blødning, men skulle der opstå rigelig blødning ved operationen, får du lagt et dræn (en lille plastikslange) ud gennem huden for at lede evt. blod væk fra såret. Det er sjældent nødvendigt.
For at nedsætte risiko for betændelse får du i forbindelse med operationen antibiotika.
Der bliver lagt lokalbedøvelse i sårene ved operationens slutning og sårene bliver syet med selvopløselige tråde i de fleste tilfælde. Til sidst sættes der tape over sårene og evt. en forbinding.
Efter operationen
Efter operationen taler du med plastikkirurgen og sygeplejersken, som informerer om forholdsregler i tiden efter operationen og svarer på evt. spørgsmål.
I gang igen
Af hensyn til dit almene velbefindende og for at forebygge dannelsen af blodpropper, er det vigtigt, at du hurtigt kommer på benene igen efter operationen. Du skal ikke ligge i sengen, men gå stille omkring og hvile dig indimellem.
Smerter
Der kan være smerter umiddelbart efter operationen, og derfor kan du have behov for smertestillende medicin.
Dræn
Hvis du har fået dræn, bliver det ofte fjernet inden du går hjem eller du kommer ind en af de følgende dage og får det fjernet.