FORLØBET
Før arkorrektion
Før du beslutter dig for en arkorrektion, er det vigtigt at få en god og professionel rådgivning, så du kan træffe den helt rigtige beslutning for dig.
Forundersøgelse
Inden beslutningen om en operation kommer du til en forundersøgelse hos en af vores speciallæger i plastikkirurgi.
Vi anbefaler, at du læser denne vejledning igennem og skriver dine spørgsmål ned, så du husker dem til forundersøgelsen.
Det kan være en god idé at tage en ven eller et familiemedlem med til forundersøgelsen, da der er mange informationer at forholde sig til. Det er vigtigt, at du føler dig tryg.
Ved forundersøgelsen taler vi om dine ønsker og gener, og plastikkirurgen undersøger dig. Ud fra dette forklarer plastikkirurgen dig om mulighederne og hvilken metode vi vil anbefale i din situation. Sammen beslutter vi, om en operation er det rette for dig. Du bliver grundigt informeret om indgrebet, forløbet efter operationen samt mulige bivirkninger og komplikationer.
Booking af operation
Forundersøgelsen hos speciallægen er naturligvis uforpligtende. Det betyder, at du har mulighed for at fortryde, og du kan gå hjem og overveje situationen, før du beslutter, om du ønsker en operation. Ifølge loven om kosmetiske behandlinger kan du ikke blive opereret før 1 uge efter forundersøgelsen.
Du kan enten booke en tid i receptionen med det samme eller senere kontakte os, så finder vi sammen en tid til operation.
Forventninger
I de fleste tilfælde bliver arret pænere og generne mindre, men ar bliver aldrig usynlige.
Efter en operation vil der altid komme et ar. De fleste ar forandrer sig fra rødt og hævet til blegt og fladt i løbet af ca. 3 måneder, men det endelige resultat kan først vurderes efter 1 år.
Nogle personer danner fra naturens side tykke og brede ar (keloid). Det kan være du er keloid danner. Hvis du ved, at du er keloid danner, skal du nøje overveje, om du overhovedet skal få lavet operationen med arkorrektion.
Efter operationen skal du i min. 3 måneder have tape hen over arret.
Ved korrektion af store ar efter fx forbrændinger, kan det blive nødvendigt med en hudtransplantation. Det vil betyde, at du skal være indlagt, og der vil blive et længere efterforløb.
Resultatet af kosmetisk kirurgi er ikke varigt. Kroppens naturlige aldring fortsætter og vil med tiden ændre resultatet. Hvor hurtigt kroppen ældes er individuel og afhængigt af bl.a. arvelige faktorer, rygning og solpåvirkning. Derudover er det vigtigt at huske, at operationen er forbundet med en vis risiko for komplikationer (se sidst i folderen), og at slutresultatet ikke altid kan leve op til dine og plastikkirurgens forventninger og ønsker.
Er du meget over-/undervægtig, er der øget risiko for komplikationer ved bedøvelse og sårheling. Hvis dit BMI (Body Mass Index) er over 30, er det således ikke sikkert, at vi kan tilbyde dig en operation, hvis du skal i fuld bedøvelse.
Forberedelse
Vi anbefaler, at du inden operationen igen har læst denne folder samt folderen ”Generel vejledning i forbindelse med din operation”.
Faste
Operationen foregår ofte i lokalbedøvelse, men hvis det er større korrektioner eller hudtransplantation, som du skal have lavet, foregår det i fuld bedøvelse. Du skal møde fastende, hvis du skal i fuld bedøvelse.
Du aftaler med plastikkirurgen ved forundersøgelsen, hvordan du skal bedøves.
Pause med medicin
Se angående dette i folderen ”Generel vejledning i forbindelse med din operation” eller ”Vanlig medicin i forbindelse med din operation”.
Huden
En hel og velplejet hud inden operationen sikrer en hurtigere og bedre heling af huden i efterforløbet. Det kan fx fugtgivende cremer bidrage til.