FORLØBET

Pandeløft / Øjenbrynsløft - På operationsdagen

Det giver tryghed at vide, hvad der skal ske på operationsdagen. Vi gennemgår det til forundersøgelsen, men du kan også læse om det her.


Dagkirurgi (ambulant)

På Aleris følger vi helt specifikke udskrivelseskriterier, hvilket betyder at du bliver udskrevet, når du opfylder disse kriterier. Oftest kan du blive udskrevet få timer efter operationen.

Efter lokalbedøvelse kan du komme hjem umiddelbart efter operationen.

Du aftaler med plastikkirurgen ved forundersøgelsen, om du skal have fuld bedøvelse eller lokalbedøvelse.

Ved et større indgreb vil der måske være behov for en overnatning på senge­afdelingen til næste morgen.


Operationen

Operationen varer ca. 3 - 4 timer i alt og bliver lavet i fuld bedøvelse, når der laves både pande- og øjenbrynsløft. Skal der kun laves øjenbrynsløft kan det evt. laves i lokalbedøvelse, og det tager ca. 1½ time.

Den almindelige metode er at lægge et snit fra øre til øre ca. 5 cm bag hår­grænsen inde i håret. Huden løsnes fremad ned til øjenhulen, og rynkemusklerne ved næseroden fjernes. Dele af pandemusklen fjernes eventuelt.­ Afhængig­ af hvor meget panden skal løftes­, fjernes en ca. 2 cm bred strimmel.

Hårgrænsen rykker noget tilbage,­ så hvis du har en høj pande i forvejen,­ lægges snittet i stedet for zig-zag formet­ direkte i hårkanten.­ Herved­ rykkes­ hårgrænsen ikke bagud, og snittet bliver ved denne metode­ meget­ lidt synligt. Når det overskydende­ hud er fjernet, lukkes såret med tråd og ofte med clips inde i håret.

Der bliver lagt lokalbedøvelse i sårene ved operationens slutning, og du får en hovedforbinding på.

Hos nogle kan der være lidt blødning. I det tilfælde lægger vi et dræn (en tynd plastik slange), der kan lede blod og væske ud i en lille beholder.­ Evt. anlæggelse af dræn er ikke tegn på en komplikation­.


Efter operationen

Efter operationen taler du med plastikkirurgen og sygeplejersken, som informerer om forholdsregler i tiden efter operationen og svarer på evt. spørgsmål.

Smerter Der kan være smerter umiddelbart efter­ operationen, og derfor kan du have behov for smertestillende medicin.­

Sivning fra såret Der kan forekomme lidt sivning fra såret.­ Det er helt almindeligt og kræver­ ikke behandling.

Dræn Hvis du har fået dræn, bliver det ofte fjernet inden du går hjem eller du kommer ind en af de følgende dage og får det fjernet.