FORLØBET
Før et brystløft
Før du beslutter dig for et brystløft, er det vigtigt at få en god og professionel rådgivning, så du kan træffe den helt rigtige beslutning for dig.
Efter graviditet, amning, vægttab eller som følge af aldersforandringer i huden vil de fleste kvinder opleve, at huden mister sin elasticitet. Derved mister brystet sin naturlige facon, fasthed og begynder at synke – hos nogle mere end hos andre. Brystløft er en kirurgisk måde at løfte og genforme brystet på. Brystet rettes op ved at fjerne den overskydende hud og flytte brystvorten op uden at fjerne noget af selve brystvævet.
Forundersøgelse
Inden beslutningen om et brystløft kommer du til en forundersøgelse hos en af vores speciallæger i plastikkirurgi.
Vi anbefaler, at du skriver dine spørgsmål ned, så du husker at stille dem ved forundersøgelsen.
Det kan være en god idé at tage en ven eller et familiemedlem med til forundersøgelsen, da der er mange informationer at forholde sig til. Det er vigtigt, at du føler dig tryg.
Ved forundersøgelsen taler vi om dine ønsker, og plastikkirurgen undersøger dig. Ud fra dette forklarer plastikkirurgen dig om mulighederne og sammen beslutter vi, om et brystløft er det rette for dig.
Du bliver grundigt informeret om indgrebet, forventet forløb efter operationen, samt mulige bivirkninger og komplikationer.
Mammografi
Er du over 40 år eller har haft brystkræft i familien, anbefales en mammografi inden operationen.
Forventninger
Resultatet af kosmetisk kirurgi er ikke varigt. Kroppens naturlige aldring fortsætter og vil med tiden ændre resultatet. Hvor hurtigt kroppen ældes er individuel og afhængig af bl.a. arvelige faktorer, rygning og solpåvirkning. Umiddelbart efter operationen vil brysterne være spændte og hævede. Med tiden vil vævet give sig og brysterne får en mere naturlig facon. Brystvævet vil synke, specielt efter graviditeter og amning. Dette er helt naturligt og forventeligt. Med andre ord så er det ikke muligt at opnå et resultat ved operation, der holder resten af livet.
Derudover er det vigtigt at huske, at operationen er forbundet med en vis risiko for komplikationer (se sidst i folderen) og at slutresultatet ikke altid kan leve op til dine og plastikkirurgens forventninger og ønsker.
Er du meget over-/undervægtig, er der øget risiko for komplikationer ved bedøvelse og sårheling. Hvis dit BMI (Body Mass Index) er over 30, er det således ikke sikkert, at vi kan tilbyde dig en operation.
Booking af operation
Forundersøgelsen hos plastikkirurgen er naturligvis uforpligtende. Det betyder, at du har mulighed for at fortryde, og du kan gå hjem og overveje situationen, før du beslutter, om du ønsker en operation. Ifølge loven om kosmetiske behandlinger kan du ikke blive opereret før 1 uge efter forundersøgelsen.
Du kan enten booke en tid i receptionen med det samme eller senere kontakte os, så finder vi sammen en tid til operation.
Forberedelse
Vi anbefaler, at du inden operationen har folderen ”Generel vejledning i forbindelse med din operation”.
Faste
Operationen foregår i fuld bedøvelse, og du skal derfor møde fastende til operationen.
Pause med medicin
Se angående dette i folderen ”Generel vejledning i forbindelse med din operation” eller ”Vanlig medicin i forbindelse med din operation”.
Huden
En hel og velplejet hud inden operation sikrer en hurtigere og bedre heling af huden i efterforløbet. Det kan fx fugtgivende cremer bidrage til.