FORLØBET
Før en brystrekonstruktion
Før du beslutter dig for en brystrekonstruktion, er det vigtigt at få en god og professionel rådgivning, så du kan træffe den helt rigtige beslutning for dig.
Forundersøgelse
Inden beslutningen om en brystrekonstruktion kommer du til forundersøgelse hos en af vores speciallæger i plastikkirurgi.
Vi anbefaler, at du skriver dine spørgsmål ned, så du husker at stille dem ved forundersøgelsen.
Det kan være en god idé at tage en ven eller et familiemedlem med til forundersøgelsen, da der er mange informationer at forholde sig til. Det er vigtigt, at du føler dig tryg.
Ved forundersøgelsen taler vi om dine ønsker, og plastikkirurgen undersøger dig. Ud fra dette vejleder plastikkirurgen dig i, hvilke muligheder der er, og hvad vi vil anbefale i din situation. Sammen beslutter I, hvilken metode der skal anvendes.
Du bliver grundigt orienteret om indgrebet, forventet forløb efter operationen samt mulige bivirkninger og komplikationer.
Booking af operation
Forundersøgelsen hos plastikkirurgen er naturligvis uforpligtende. Det betyder, at du har mulighed for at fortryde, og du kan gå hjem og overveje situationen, før du beslutter, om du ønsker at påbegynde behandling med rekonstruktion af dit bryst.
Du kan godt lige efter forundersøgelsen aftale tid til operation eller du kan kontakte os efterfølgende.
Forventninger
Generelt gælder det, at resultatet af kosmetisk kirurgi ikke er varigt. Kroppens naturlige aldringsprocesser fortsætter og vil med tiden ændre resultatet, idet huden med tiden bliver mere slap og eftergivende. Hvor hurtigt kroppen ældes er individuelt og afhænger bl.a. af arvelige faktorer, rygning og solpåvirkning.
Det betyder, at det ikke rekonstruerede bryst med tiden kan komme til at hænge mere end det rekonstruerede. En eventuel vægtøgning eller vægttab kan også påvirke bryststørrelsen.
Derudover er det vigtigt at huske, at operationen er forbundet med en vis risiko for komplikationer (se side 6), og at slutresultatet ikke altid kan leve op til dine og speciallægens forventninger og ønsker.
Forberedelse
Vi anbefaler, at du inden operationen har læst folderen ”Generel vejledning i forbindelse med din operation”.
Faste
Operationen foregår i fuld bedøvelse, og du skal derfor møde fastende til operationen.
Pause med medicin
Se angående dette i folderen ”Generel vejledning i forbindelse med din operation” eller ”Vanlig medicin i forbindelse med din operation”.
Huden
En hel og velplejet hud inden operation sikrer en hurtigere og bedre heling af huden i efterforløbet. Det kan fx fugtgivende cremer bidrage til.