FORLØBET
Tiden efter læbeløft
Her kan du finde svar på, hvad kan du forvente dig i tiden efter et læbeløft. Hvad må du hvornår?
Kølemaske
Efter operationen kan du med fordel anvende kølemaske eller lignende gerne 1 gang i timen de første par dage for at afhjælpe ubehag, mindske hævelse og forebygge efterblødning.
Hvile
Når du kommer hjem, er det vigtigt, at du forholder dig i ro så meget som muligt. Det er vigtigt, at du ligger højt med hovedet. Dvs. anbring et par ekstra puder i ryggen (også om natten). Ligeledes bør du undgå at få hovedet nedad.
Smerter
Indgrebet medfører ikke mange smerter. Når lokalbedøvelsen har fortaget sig, kan det ny-opererede område dog føles ømt. Du kan derfor have brug for smertestillende håndkøbsmedicin.
Brusebad og hårvask
Du må tage brusebad og vaske hår dagen (1 døgn) efter operationen.
Creme
Arret er dækket af plaster og du har ikke brug for yderligere forbinding. Undgå cremer på plasteret. Evt. kan arret plejes med antibakteriel creme efter lægens anbefaling.
Arbejde
Du kan genoptage dagligdags aktiviteter med det samme. Der kræves ingen sygemelding, medmindre du har fysisk krævende arbejde.
Sportsaktiviteter
Du skal undgå sportsaktivitet og lignende i 7 til 14 dage.
Bilkørsel
Du kan føre en bil så længe du ikke tager stærk smertestillende medicin, hvilket normalt ikke kræves efter denne type indgreb.
Kost
Kosten bør den første uge være blød og ikke for varm.
Fjernelse af tråde og opfølgning
Efter ca. 7 dage fjernes stingene. Arret er placeret helt oppe under næsen. Det tager nogle måneder, før arret er blevet blegt. Vær derfor forberedt på, at det skal dækkes med concealer eller lignende i denne periode så snart små sår og skorper er helt væk. Resultatet er heller ikke det endelige lige med det samme, da læben igen vil forlænges lidt og området ”falde til”. I starten kan du måske synes, der er lidt for stor en effekt, men efter nogle måneder ser det oftest helt naturligt ud.
Sollys
For at få så pæne ar som muligt er det vigtigt at beskytte arrene mod stærkt sollys og solarium de første 12 måneder efter operationen. Dette kan gøres ved at skygge for arrene med solbriller, kasket/hat med skygge, tape eller solcreme med min. solfaktor 30.