FORLØBET
Læbeløft- På operationsdagen
Det giver tryghed at vide, hvad der skal ske på operationsdagen. Vi gennemgår det til forundersøgelsen, men du kan også læse om det her.
Dagkirurgi (ambulant)
Har du fået lokal bedøvelse, kan du komme hjem umiddelbart efter operationen. Har du fået fuld bedøvelse, kan du blive udskrevet efter nogle få timer.
Operation
Operationen foregår enten i lokalbedøvelse eller i fuld narkose og tager typisk en time. Inden operationen optegner kirurgen i samråd med dig, hvor meget af huden der skal fjernes lige under næsen afhængig af, hvilken form og fylde du ønsker. Operationen kan nemlig varieres på forskellige måder for at løfte i forskellig grad centralt eller ude i siderne.
Efter optegningen renser sygeplejersken dit ansigt med Cetrimid – en særlig desinficerende sæbe. Herefter lægges lokalbedøvelsen, som starter med nerveblokader i kinder og underlæbe – først til sidst lægges lokalbedøvelsen i selve læben for at 4 mindske blødningen. Efter at hud og underhud er fjernet, syes der med dybe tråde, som sikrer holdbarheden og mindsker stramningen på arrene. Til sidst syes huden med fine sting.
Efter operationen
Efter operationen taler du med plastikkirurgen og sygeplejersken, som informerer dig om forholdsregler i tiden efter operationen og svarer på evt. spørgsmål.