FORLØBET

Før et læbeløft

Før du beslutter dig for et læbeløft, er det vigtigt at få en god og professionel rådgivning, så du kan træffe den helt rigtige beslutning for dig.

 

Forundersøgelse

Inden beslutningen om en operation med læbeløft kommer du til forundersøgelse hos en af vores speciallæger i plastikkirurgi. Ved forundersøgelsen vil speciallægen afdække dine ønsker og behov således at indgrebet bliver skræddersyet til dig.

Vi anbefaler, at du læser denne vejledning før konsultationen og skriver dine spørgsmål ned, så du husker at stille dem ved forundersøgelsen.

Du bliver grundigt informeret om indgrebet, forventet forløb efter operationen samt mulige bivirkninger og komplikationer.

 

Forberedelse

Vi anbefaler, at du inden operationen har læst folderen ”Generel vejledning i forbindelse­ med din operation”.

Skal du opereres i lokalbedøvelse kan det være en fordel at tage 1 gram Panodil hjemmefra, og du kan evt. blive tilbudt en beroligende tablet inden operationen for at gøre oplevelsen så behagelig som mulig. Skal du opereres i fuld bedøvelse, så husk fastereglerne.



Faste

Har du aftalt med plastikkirurgen, at operationen bliver lavet i lokalbedøvelse, skal du ikke møde fastende. Har du aftalt fuld bedøvelse, skal du møde fastende på operationsdagen.



Pause med medicin

Se angående dette i folderen ”Generel vejledning i forbindelse­ med din operation” eller ”Vanlig medicin i forbindelse med din operation”.

 

Huden

Det er en hjælp, hvis du hjemmefra sørger for ikke at have makeup eller creme på omkring munden, og at du hjemmefra har tænkt over, hvordan du ønsker, dine læber skal se ud.