FORLØBET
Tindingeløft - På operationsdagen
Det giver tryghed at vide, hvad der skal ske på operationsdagen. Vi gennemgår det til forundersøgelsen, men du kan også læse om det her.
Dagkirurgi (ambulant)
Operationen bliver ofte lavet som dagkirurgi og du kan forvente at blive udskrevet samme dag. Bliver du opereret i fuld bedøvelse, kan du komme hjem 4-6 timer efter operationen. Hvis det er i lokalbedøvelse, kan du komme hjem umiddelbart efter operationen.
Operation
Operationen foregår oftest i fuld bedøvelse og varer 1½ - 2 timer afhængig af, hvor udtalte forandringerne er.
Ved et tindingeløft løftes pande og øjenbryn gennem to snit på ca. 5 cm i hver side. Snittene er placeret højt inden for hårgrænsen, så arrene skjules. Undersiden af pandemuskulaturen løftes op, hvorved øjenbrynene og panden løftes opad.
Når det overskydende hud er fjernet, lukkes såret med tynde tråde.
Der bliver lagt lokalbedøvelse i sårene ved operationens slutning, og du får en hovedforbinding på.
Dræn
Enkelte gange kan der være lidt blødning, i så tilfælde lægger vi et dræn (en tynd plastik slange), der kan lede blod og væske ud i en lille beholder. Evt. anlæggelse af dræn er ikke tegn på en komplikation.
Efter operationen
Efter operationen taler du med speciallægen og sygeplejersken, som informerer om planen og forholdsregler i tiden efter operationen.
Smerter
Der kan være smerter umiddelbart efter operationen, og derfor kan du have behov for smertestillende medicin.
Sivning fra såret
Du skal forvente, at der kan komme lidt sivning fra sårene. Det er helt almindeligt. Eventuelle dræn bliver fjernet inden du går hjem, eller du kommer ind senere på ugen og får fjernet dræn.