FORLØBET

Tiden efter operation for mandlig brystudvikling

Her kan du finde svar på, hvad kan du forvente dig i tiden efter operation for mandlig brystudvikling. Hvad må du hvornår?


Smerter og hævelse

Der kan være smerter i brysterne i 1-2 uger aftagende fra operationsdagen. Du kan derfor have brug for smertestillende medicin.

Hævelse i området kan vare op til 4 måneder­.


Tråde og opfølgning

Efter 10-14 dage kommer du til opfølgning hos en sygeplejerske i ambulatoriet. Tapen bliver taget af, og vi ser til sårene/arrene. Du skal ikke have fjernet tråde, da sårene er syet med tråde, der forsvinder af sig selv. Der kan evt. være et par knudeender fra trådene, som bliver klippet af. Vi taler om, hvordan du skal forholde dig fremover i forhold til arrene, evt. smerter mm.

Du vil blive tilbudt en tid til opfølgning hos plastikkirurgen 3-6 måneder efter operationen. Du skal selv ringe ind og aftale en tid. Hvis du får problemer inden, er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os.


Sivning af væske

I de første dage kan det sive en del fra de små indstikssteder som følge af den væske, der er sprøjtet ind i forbindelse­ med fedtsugningen. En sugende forbinding eller bind kan opsuge dette.


Brusebad og hårvask

Dagen efter operationen må du gerne tage brusebad og vaske hår med mindre, at du har dræn eller plastikkirurgen har givet dig anden besked. Tapen beholder du på og klistereffekten holder efter brusebad.


Tape (micropore)

Du har tape på efter operationen. Det skal sidde på, indtil du kommer til opfølgning hos sygeplejersken efter 14 dage.

Vi anbefaler derefter, at du anvender tape hen over arrene de første 3 måneder efter operationen. Du skal kun skifte tapen en gang om ugen eller hver 2. uge. Du får tape med ved udskrivelsen, eller når du kommer igen. Du kan købe mere tape på apoteket.


Creme

Du må først bruge Creme, når såret er tørt og uden sårskorper. I tiden hvor du bruger tape, skal cremen­ være optaget­ i huden, inden du sætter tape på.


Komprimerende bandage / vest

Bandagen / vesten skal du bruge både dag og nat i 3 uger efter operationen. Her­efter yderligere i 3 uger i dag­timerne. Ved de mindre indgreb kan det dreje sig om kortere tid, og i visse tilfælde kan vesten helt undværes.

Vi anbefaler, at du har noget bomuldsstof på under vesten fx en undertrøje, som er mere behagelig.

Bandagen / vesten må du kun tage af i forbindelse med bad, og når den skal vaskes.


Sollys

For at opnå så pæne ar som muligt er det vigtigt at beskytte arrene mod sollys og solarium de første 12 måneder efter operationen. Vi anbefaler, at du beskytter arrene med tape, overdel eller solcreme med min. solfaktor 15.


Arbejde

Du kan genoptage stillesiddende arbejde efter 1 uge. De første 4 uger må du ikke bruge armene ret meget. Husk at bevæge skuldrene for at undgå stivhed.


Bilkørsel

Du må ikke selv køre bil, før du kan reagere normalt i enhver situation. Du skal være ude af behovet for stærk smertestillende medicin. En sikkerhedssele skal altid anvendes, uanset om du er fører eller passager.


Gåture og cykling

Du må gå ture og cykle, når du har lyst.


Løb, aerobic, gymnastik og sport

Vi anbefaler, at du venter til 4 uger efter operationen.


Svømme

Du må svømme ca. 4 uger efter operationen, men først når der ikke er synlige sårskorper.


Løfte / bære

Vi anbefaler, at du max. løfter, hvad der svarer til 2 liter mælk i hver arm de første 4 uger efter operationen.


Sovestillinger

Det må du gøre, som det passer dig bedst.

Forventninger til de første uger efter operationen

  • Du kan have svært ved at komme ind og ud af sengen de første dage. Derfor er det rart at have en til at hjælpe dig
  • Der kan være hævelse og misfarvning(blodudtrædning) i området. Dette er forventeligt og forsvinder igen
  • Du kan opleve kløe og prikken og evt. svie i arrene
  • Du kan opleve føleforstyrrelser i området
  • Du kan opleve kortvarige ”jag” i brysterne