FORLØBET
Slapt maveskind - På operationsdagen
Det giver tryghed at vide, hvad der skal ske på operationsdagen. Vi gennemgår det til forundersøgelsen, men du kan også læse om det her.
Dagkirurgi (ambulant) eller indlæggelse
Du må forvente at være indlagt natten over efter en abdominalplastik.. Udskrivelsen sker næste dag efter morgenmaden.
Ved en mini-abdominalplastik i lokal bedøvelse kan du tage hjem lige efter operationen. Hvis der bliver givet beroligende og smertestillende medicin skal du blive nogle timer til observation.
Operation
Mini-abdominalplastik
Operationen varer ca. 1½ time og foregår oftest i lokal bedøvelse. Ved en større lokalbedøvelse suppleres der med beroligende og smertestillende medicin, så du sover let under hele indgrebet.
Plastikkirurgen lægger et snit under den nedre del af maven fra lyske til lyske. Huden med det underliggende fedtvæv løsnes op til navleniveau, hvorefter overskydende hud og fedtvæv fjernes. Huden sys sammen i 3 lag for at sikre holdbarheden af det kirurgiske resultat. For at udtømme mindre blodansamlinger lægges der evt. et dræn (lille plastikslange) ud gennem huden.
Abdominalplastik
Operationen varer ca. 2½ time og foregår i fuld bedøvelse.
Plastikkirurgen starter med at lægge et snit på tværs under den nedre del af maven hen over skambenet fra hofte til hofte. Herefter løsnes hud og fedt op til brystbenet, og det overskydende hud og underhud fjernes.
Navlen løsnes fra den omgivende hud og genplaceres i den nye, planlagte placering. Endelig sys huden under den nedre del af maven sammen i 3 lag for at sikre holdbarheden af det kirurgiske resultat. For at udtømme mindre blodansamlinger lægges der 1 - 2 dræn (små plastikslanger) ud gennem huden.
Abdominalplastik med rectusplastik
Udføres som en almindelig abdominalplastik, og suppleres med en opstramning af bugmuskulaturen.
Gældende for alle abdominalplastik operationer
Der bliver lagt lokalbedøvelse i såret ved operationens slutning, du får tape på såret samt en stram komprimerende bandage / mavebælte på.
For at tilpasse de to hudlappers tykkelse til hinanden, foretages der undertiden en mindre, skånsom fedtsugning på den forreste del af maven.
Efter operationen
Efter operationen taler du med plastikkirurgen og sygeplejersken, som informerer om forholdsregler i tiden efter operationen og svarer på evt. spørgsmål.
I gang igen
Af hensyn til dit almene velbefindende og for at forebygge dannelsen af blodpropper, er det vigtigt, at du hurtigt kommer på benene igen efter operationen. Du skal ikke ligge i sengen, men gå stille omkring og hvile dig indimellem.
Den første uge efter operationen skal du være forsigtig og undgå træk i såret. Hvis huden er blevet strammet meget sammen, anbefaler vi, at du ligger med let bøjede ben i sengen og går i en let foroverbøjet stilling.
Smerter
Du må forvente, at der er smerter efter operationen, og du har derfor behov for smertestillende medicin.
Sivning fra sår
Der kan komme lidt sivning fra såret. Det er helt almindeligt og kræver ikke behandling. En sugende forbinding eller bind kan opsuge dette.
Dræn
Har du fået dræn, bliver det for det meste fjernet, inden du går hjem, men det er muligt, at du skal beholde det nogle dage og komme i ambulatoriet og få det fjernet.